Félix Vallotton - den foruroligende maler
Verdensberømt 95 år efter sin død 'Besøget', 1899 - Hvad sker der her? Er det: 'Tak for i aften, du kære', eller 'Skal jeg ikke tage din frakke, og...?' 26. januar 2020 pilles udstillingen 'Painter of Disquiet' med værker af Félix Vallotton ned fra væggene på Metropolitan Museum i N.Y., efter 3 mdrs. besøg. Forinden havde den hele sidste sommer været på The Royal Academy of Arts i London, og i årene forinden vist i Grand Palais, Paris, Van Gogh Museet i Amsterdam og på Mitsubishi Ichigokan i Tokyo. Alle steder fik Vallotton begejstrede anmeldelser og stort publikum. Her i Norden, hvor museerne i disse år kappes om at finde 'uopdagede' kvindelige kunstnere frem, har vi stadig til gode at se en stor udstilling af Félix Vallottons værker. Men hvem var han egentlig? Félix Edouard Vallotton (28.12 1865 – 29.12 1925) blev født i Lausanne i Schweiz i et konservativt middelklassehjem og gennemgik klassiske studier til 1882. ...