Félix Vallotton - den foruroligende maler

Verdensberømt 95 år efter sin død

'Besøget', 1899 - Hvad sker der her? Er det: 'Tak for i aften, du kære', eller 'Skal jeg ikke tage din frakke, og...?'

26. januar 2020 pilles udstillingen 'Painter of Disquiet' med værker af Félix Vallotton ned fra væggene på Metropolitan Museum i N.Y., efter 3 mdrs. besøg. Forinden havde den hele  sidste sommer været  på The Royal Academy of Arts i London, og i årene forinden vist i Grand Palais, Paris, Van Gogh Museet i Amsterdam og på Mitsubishi Ichigokan i Tokyo. Alle steder fik Vallotton  begejstrede anmeldelser og stort publikum. 

Her i Norden, hvor museerne i disse år kappes om at finde 'uopdagede' kvindelige kunstnere frem, har vi stadig til gode at se en stor udstilling af Félix Vallottons værker. Men hvem var han egentlig?

Félix Edouard Vallotton (28.12 1865 – 29.12 1925) blev født i Lausanne i Schweiz i et konservativt middelklassehjem og gennemgik klassiske studier til 1882. Som 17 årig tog han til Paris og studerede hos bl.a. Gustave Boulanger på Académie Julian. I sin fritid brugte han mange timer på at kopiere sine idoler på Louvre: Dürer, Holbein og Ingres, der vedblev at være hans ledestjerner livet igennem. Han fik ærespris ved sin første udstilling på 'Salon des Artistes Français' i 1886.

 Portræt af vennen, gravør Felix Jasinski, i dennes atelier, 1887

De næste år malede og skrev han og begyndte – inspireret af japanske træsnit bl.a. af Hokusai – at lave portrætter, hvor han udviklede en teknik, som var rent S/H uden skraveringsdetaljer – næsten som papirklip. Hans stil var Art Nouveau, post-impressionistisk og symbolistisk. Og helt sin egen.

Fra 1889 bidrog han til det nye magasin 'Revue Blanche' med træsnit-serien 'Intimiteter'; små skarpe, ætsende kommentarer til mænd og kvinders samliv, borgerskabets bigotteri, politiets ageren ved demonstrationer o.l. 

Disse arbejder menes at have inspireret kunstnere som Edvard Munch, Aubrey Beardsley og Ernst Ludwig Kirchner.
(Ill. th.)

Hans malerier ændrede stil, da han kom ind i kunstnergruppen 'Les Nabis', der bestod af Pierre Bonnard, Ker-Xavier Roussel, Maurice Denis, and Édouard Vuillard. 

Fra denne tid findes hans bevidst sære 'Badende en sommeraften' (1892). (Ill:  herunder)

Hans liv tog en ny drejning, da han i 1899 giftede sig med den unge, velhavende enke Gabrielle Rodrigues-Henriques, datter af den indflydelsesrige kunsthandler Bernheim. Han kom ind i det højere borgerskab, der gerne brugte penge på kunst, og svigerfar skaffede ham udstillingsmuligheder. Økonomisk kørte hans liv herefter på skinner, og han behøvede ikke længere levere faste illustrationer til tidsskrifter og bøger. 

Hustruen Gabrielle sad mange gange model for sin mand. 1905

 
    
Vallotton kom nu også i samme kredse som Picasso bl.a. hos kunstmæcenen og forfatteren Gertrude Stein, som han malede et portræt af i 1907 - året efter, at Picasso havde malet sit arkaiske portræt. Her ligner hun ligner en skævøjet, tung indianerhøvding - uden fjer, mens Vallottons portræt næsten skånselsløst får 'det hele med'. 
Fru Stein kun ikke li' billedet. Syntes det lignede et tæppe i 'frit fald'. 
Metropolitan ejer Picassos Stein portræt og benyttede sig af lejligheden til at hænge de to portrætter op imod hinanden. 
Et af de helt store tilløbsstykker. 


  



















Et andet var Vallottons 'fortolkning' af Eduard Manets berømte 'Olympia', som her hedder 'Den hvide og den sorte'. Hvordan forholdet mellem de to egentlig er, kan man kun gisne om, men ikke et almindeligt herskab/tjenestefolk billede. (Ill. herunder)

 'Den hvide og den sorte', 1913 er Vallottons både sanselige og 'nøgterne' tolkning af Manets ''Olympia'.

 

Félix Vallotton vendte aldrig hjem til Schweiz, men blev fransk statsborger i 1900. Af veneration for sit nye fædreland meldte han sig under fanerne ved udbruddet af 1. verdenskrig, men blev vraget pga. alder. Han fik til gengæld fra Kunstministeriet til opgave at skildre krigen. Det gjorde han, og genoptog, efter at have været ved fronten, for sidste gang en serie træsnit samt malerier med en slags sort-humoristiske scener, a la Goyas 'Krigens Rædsler'. Vallotton kaldte sine 'C'est la Guerre' ('Det er krig'). Han malede også.  
(Ill. 'Verdun 1917'.)

 

De seneste år malede Vallotton mange landskabsbilleder; ofte stærkt stiliserede med massive skygger og med raffineret kolorit efter hukommelsen eller skitser, han havde gjort mange år tidligere. 

Ill. øverst: 'Paysage à Marcil Lac' c. 1920. Nederst: 'Le Rayon', 1908.

De allerfleste af hans 1700 malerier, hundredvis af træsnit, prints, tegninger samt nogle skulpturer findes primært i schweiziske og franske museer og i private samlinger. Men hans værker begynder i stigende grad at dukke op sammen med udstillinger af andre hidtil mere kendte samtidige kunstnere og skaber opmærksomhed, fordi han adskiller sig markant fra disse, og fordi han af samme grund virker så 'ny' og så 'foruroligende' anderledes. Faktisk synes jeg han er lidt af en 'forvandlingskugle'.

 Selvportræt 1887 - 30 år gammel

Félix Edouard Vallotton døde af kræft 29. december 1925 - dagen efter sin 60 års fødselsdag. 
Hans bror Paul var kunsthandler med eget galleri og varetog i årene efter dygtigt salget af de billeder, som familien ikke ønskede at beholde.