Rod Stewart - supergruppesangeren, der gik solo

  

10. januar 2020 fylder den tøjglade og stadig fodboldspillende Rod Stewart, 75 år.

Rod Stewart er nok den solist, der optager mest plads i min vinyl samling. Til gengæld har jeg intet købt af ham de sidste 20 år, hvor han også selv har haft store pauser i karrieren pga. af kræft både i prostata og bugspytkirtel. Det sidste kostede flere års genoptræning af stemmebåndet, som han derefter brugte mere stilfærdigt som crooner i 'Old American Style' og i den blødere jazzgenre. De sidste ti år har han atter bevæget sig ud på rockscenen, har genoptaget sangskriveriet og er jævnligt på store tournéer, hvor det atter er de store hit fra 60-80'er, folk vil høre. Og der er nok at tage af. Få sangere har solgt så mange millioner plader som Rod Stewart, og endnu ingen har slået den rekord, han satte i 1994, hvor 3,5 mio. mennesker overværede hans koncert på Copacabana Beach i Brasilien. Ikke engang U2 og Rolling Stones.

1964: RS, Long John Baldry, Julie Driscoll, Brian Auger

1969: RS som han så ud i Small Faces

Først for nylig har jeg fundet ud af, at han i 1962 en kort tid var med som forsanger i Ray Davies Group (før de blev til Kinks). Moderen til deres trommeslager, John Start, mente dog hverken at Rod Stewarts stemme eller personlighed passede til de andre i bandet. I stedet var han 1964-66 med i Steampacket med Long John Baldry, (voc.), Micky Waller, (dr.), Richard Brown, (b), Vic Briggs (gui.), Julie Driscoll (voc.) og Brian Auger (org.). De blev senere kaldt Englands første supergruppe og nåede at indspille flere plader med succes og være på tour med Rolling Stones. Men så slog Julie Driscoll og Brian Auger sig sammen i egen lille supergruppe med Stewie Winwood, og Rod Stewart begyndte i Shotgun Express (1967) sammen med Mick Fleetwood og Peter Green. Det gik strygende indtil Fleetwood og Green slog sig sammen med Chicken Shack (og senere blev Fleetwood Mac). Rod Stewart kom i stedet i Jeff Becks Group. Gruppen opløstes i 1969, hvor Rod Stewart mødte 'soulmaten' over alle, Ron Wood. De kom med i Small Faces, et band med solide folkrødder. Steward og Wood ville gerne spille endnu mere R&B og rock og blev til Faces, som også fik godt fat publikum. Rod Stewart fik tilbud fra et pladeselskab om at indspille 'Never a Dull Moment' og 'Every Picture Tells a Story' og 'Oh, la la'. Da Ron Wood i 1975 fik tilbudt Mick Taylors plads i Rolling Stones, blev Rod Stewart solist for altid. Udgav albummet 'Atlantic Crossing' (med 'Sailing') og flyttede til USA. En stjerne var født, og den lyser stadig omend med lidt mindre kraft. Stewart har de senere år indledt sine koncerter med: 'Enjoy yourself. It’s later than you think!' 

 

Ron Wood og RS  har med jævne mellemrum optrådt siden Faces-tiden, som sluttede i 1975, hvor Wood kom i Stones. Men i dag optræder de dog ikke med bare maver.

.

RS kan godt se afslappet ud i tøjet, men han har styr på detaljerne og er en af rockverdenes mest velklædte mænd. Og så er det jo heldigt, at han ikke behøver toupé.

 

Nogle af mine RS-favoritter:

1. I don't want to talk about it
2. Maggie May
3. Tonight's the Night
4. You're in my Heart
5. Have I told you lately
6. Sailing
7. Baby Jane
8. The first cut is the deepest
9. You Wear it well
10. Some guys have all the fun
11. Mandolin Wind
12. Stay with me
13. Love Touch
14. Amacing Grace
15. Jalous Guy