Dommedagsprofeten Dürrenmatt - og den farvestærke maler

Friedrich Dürrenmatt (f. 5/1-1921- d. 14/12 1990) Schweiz

Friedrich Dürrenmatt opvoksede i en familie med politikere og præster – talende og skrivende mennesker. Unge Dürrenmatt kunne også det med ord, men var også stærkt interesseret i at tegne og male livet igennem. Han begyndte alligevel i 1941 at læse filosofi, tysk og naturvidenskab. Etiske spørgsmål og moralsk ansvar optog ham stærkt, og det var helt tydeligt, allerede da han i slutningen af 40'erne/begyndelsen af 50'erne udgav sine første skuespil og kriminalromaner. Blandt de sidste er 'Dommeren og hans bøddel' (1950) stadig meget læst, ligesom hans skuespil 'Den gamle dame besøger byen' (1956) skabte ham internationalt gennembrud og stadig spilles på alverdens scener. Herhjemme spillede Bodil Ipsen helt imponerende den gamle dame allerede i 1958 på Odense Teater sammen med Finn Lassen. Og det blev også i denne rolle, hun fejrede sit 50 års skuespiljubilæum på Det kgl. Teater i sammenspil med Poul Reumert året efter. (Foto). Det blev også hendes afskedsforestilling, men den blev også vist på TV.

Verden går under
Friedrich Dürrenmatts skriftlige arbejder kan under eet betegnes som bitre komedier, og han er med i alverdens citatsamlinger med misantropiske dommedagsprofetier som: 'Verden er som en tankstation, der ikke har rygeforbud.' eller 'Verden går under, eller gør ligesom Schweiz!'
Det sidste udsagn er mildest talt uhyggeligt, da det rummer den sandhed, at de toneangivende nationer i verden i dag mere og mere isolerer sig og lukker sig om egne nationale, økonomiske interesser, mens de i stigende grad svigter det globale ansvar.
I Dürrenmatts sidste livsfase kom tegning og maleri til at optage en stadig større del af hans tid. Han illustrerede selv mange af sine bøger og gav udkast til scenografier. Det store hus i Laubergstrasse 49, Bern, hvor han boede mange år sammen med sine forældre og derefter helt overtog, var fuld af vægmalerier. 



Billedkunstneren

'Den schweiziske bankforenings sidste generalforsamling',1952. FD's mest kendte værk.

Friedrich Dürrenmatt testamenterede alle sine værker til den schweiziske stat, som han altid både hadede og elskede. Den slags gaver kan være problematiske både af arvemæssige årsager og fordi den samtidig pålægger modtageren væsentlige udgifter til at forvalte arven og formidle den både til forskere og 'almindelige' kunstelskere.

Men alt forløb på det smukkeste, ikke mindst pga. enken, skuespiller og journalist Charlotte Kerr. Hende giftede Dürrenmatt sig med i 1984, året efter at hans første hustru siden 1946, Lotti Geissler, var død. Charlotte Kerr kontaktede umiddelbart efter Dürrenmatts død den schweiziske arkitekt Mario Botta, (kendt bl.a. fra 'Museum of Modern Art' i San Francisco, katedralen i Evry og Gotthard-banken i Lugano) som var nær ven til forfatteren. 

'Korsfæstelse', 1948

Kunstmuseet i Neuchâtel
Den schweiziske stat, kanton Neuchâtel og en private donorer blev involveret, og i efteråret 2000 åbnede 'Centre Dürrenmatt' i Vallon de l'Ermitage ved Neuchâtel som en tilbygning til et hus, hvor forfatteren havde boet siden 1952. Tilbygningen til det hvide hus er et skifterbeklædt, sort firkantet tårn, der iflg. arkitekten skulle symbolisere Dürrenmatts dunke og sarkastiske sider og den foruroligende del af hans værk. Det hvide hus rummer det litterære arkiv med adgang for litteraturforskere, mens tårnet bruges til udstillinger af billedværkerne. Udstillingstårnets fire etager – med ovenlys - er forbundet med en gittertrappe, som skal skabe fornemmelse af labyrint og fængsel, et yndet tema i Dürrenmatts forfatterskab og i hans mangfoldige billedkunst, stærkt inspireret af Piranesi, Bosch og Goya. Han modtog aldrig formel undervisning.

'Die Astronomen', 1952

Mens forfatteren Dürrenmatt især i glansperioden fra 1950-70 var et verdensnavn, så var billedkunstneren Dürrenmatt kun kendt og set af teatergængere i Schweiz, som havde set hans scenografi og af læsere, som havde nogle af de bøger, han selv havde illustreret. Men ved åbningen af Dürrenmatt Centre i Neuchâtel kunne man for første gang vise ca. 1000 arbejder (ca. 1/3 af hans efterladte værker): grafik, tegninger, udkast til scenografi og oliemalerier, som ellers kun havde været vist til gæster i Dürrenmatts tre private villaer. Det blev et tilløbsstykke. 

 

'Der Weltmetzger', 1965. Inspiration fra Groz og Otto Dix anes.

 

Psykiateren dr. Otto Riggenbach, 1962

Peter Nobel, 1988

Efter åbningsåret er der hvert år i Centre Dürrenmatt  fire mdr. en udstilling, som sætter fokus på Dürrenmatts kunst og litterære værk. De øvrige måneder er der udstillinger, der kun indirekte har noget med hans værk at gøre. Se mere om centret her:

https://www.cdn.ch/de/home/friedrich-duerrenmatt/maler-und-zeichner/illustrationen-zum-literaischen-werk.html

.

Charlotte Kerr døde i Bern 2011, som 84 årig.

Centre Dürrenmatt drives i dag af en fond.