Hvad skete der med Veronica Lake?

De fleste mennesker i en vis alder - og med den mindste smule interesse for amerikanske Noir Film i 40'erne - vil vide, hvem Veronica Lake er. Pigen med det lange blonde hår, der dækkede det ene øje og derfor blev kaldt 'titte-bøh-pigen' (Peeka-Boo-Blonde). Håret blev hendes varemærke, og de roller hun fik, var mest den forførende, vittige og kontante, kølige blondine. Udstyret med en delikat skikkelse og nydelig, lidt hæs sangstemme optrådte hun flere gange med sangnumre i sine film.

Hun blev opdaget allerede som teenager, hvor hun havde vundet nogle skønhedskonkurrencer, og fik i årene 1939-40 nogle mindre roller under navnene Connie el. Constance Keane (stedfaderens efternavn). Men oprindelig hed hun Constance Frances Marie Ockleman og var født i 1922 i Brooklyn af en irsk mor og en far, der både havde dansk, tysk og irsk blod i årerne. 

Da hun i 1940 blev taget i stald hos Paramount for 75 $ om ugen, fik hun under navnet Veronica Lake sin første større rolle i 'I Wanted Wings' (41) og spillede med succes imod Ray Milland og William Holden. Det store gennembrud kom samme år i 'Sullivan's Travels'  (Foto ovenfor) med Joel McCrea i en lille solid komedie og kassesucces. Og så gik det hurtigt i rollefaget som blond vamp i de to Noir Film 'This Gun for Hire' og 'The Glass Key' (begge 42), hvor partnerskabet med Alan Ladd slog gnister på lærredet, og de blev biografgængernes erklærede yndlingspar. Veronika Lake var nu oppe på 350 $ om ugen, og da hun var på sit højeste fik hun 4.500 $.

Hun spillede mod Fredric March i lystspillet 'I Married a Witch' (43) og var også med i en cameo musical, hvor Paramount fyrede alle sine stjerner af i 'Sprangled Rhythm', hvor Lake var sammen med bl.a. Alan Ladd, Paulette Goddard, Dorothy Lamour o.m.a. i cameo roller.
Lake frisuren blev så populær, at den amerikanske regering henstillede til Paramount, at Veronica fik håret klippet, pga. mange uheld på landets fabrikker, hvor piger fik det lange hår i maskinen. Fotoet nedenfor er fra en propagandafilm, der blev produceret for at advare mod løsthængende hår på arbejdspladsen.

Da Lake parerede ordre og var korthåret sygeplejerske i 'So Proudly We Hail' udløste det nærmest landesorg. Filmen fik heller ikke større succes. Hendes optræden som tysk nazispion i 'The Hour Before Dawn' (44) (baseret på en Sommerset Maugham novelle, så ringe, at han forbød den blev udgivet i UK) filede yderligere af hendes popularitet. 
 

Veronica Lake og Alan Ladd sluttede deres succesrige partnerskab på film med 'Saigon'.

Veronika Lakes stjerne var i dalen. Hun fik ry for at være 'en bitch' og svær at samarbejde med. Og hun begyndte at drikke. Hun kom dog med i mindre musikfilm med navne som Bing Crosby og Eddie Bracken. Endelig blev hun i 1946 atter sat sammen med Alan Ladd i det glimrende melodrama 'The Blue Dahlia' og med en anden gammel medspiller, Joel McCrea, i 'Ramrod' en rendyrket western, som fik gode anmeldelser. 
Men da hun efter nogle middelmådige film atter blev sat sammen med den ellers sikre succespartner Alan Ladd i 'Saigon', var modtagelsen hård. Samtidig koplapsede Veronika Lakes 1. ægteskab, og hun forlod mand og børn for at gifte sig med producenten André deToth (Foto tv. sammen med hustruen Veronika Lake og instruktør Robert Preston). Han indspillede et par film med hende, før han gik fallit. Så flyttede Veronika Lake til New York, hvor hun fik et par mindre roller på teatret og i TV, før der blev helt stille om hende.
Først da en New York Post journalist i 1962 fandt hende som servitrice i en cocktail bar, trak hun atter overskrifter - også fordi hun et par gange blev sat fast for 'offentlig beruselse', men hun fik også hjælp fra gamle fans, og atter job i TV- branchen et par år, før hun flyttede til England, hvor hun havde både tv- og teateropgaver. 

Omslagsfoto til selvbiografien 'Veronica, der udkom i 1969 i UK og året efter i USA.

I 1969 udgav hun sine erindringer 'Veronica', hvor hun langede ud efter adskillige Hollywood personer, sine tre tidligere ægtemænd og div. elskere bl.a. Sterling Hayden, Howard Hughes og Onassis. Hun lagde dog heller ikke skjul på, hvor lidt hun havde set til sine børn, og hvor meget hun havde kikket i glasset.
Hendes sidste store succes var den fordrukne, detroniserede skønhed Blanche DuBois i Tennessee Williams' dramaet 'A Streetcar Named Desire', på det lille New Theatre i Kent (1969). Efter endnu et forlist ægteskab, som kun varede et års tid, flyttede hun tilbage til USA, hvor hun som 50 årig i 1973 i Vermont døde af leverbetændelse og en nyresygdom. 

Veronica Lake ca. 1966.

 
Hendes modvillige medspiller Alan Ladd (han synes ikke om hende privat), der efter sin sidste store succes med 'Shane – den tavse rytter' i 1953 efter nogle år med ringe roller også begyndte en karriere- og psykisk nedtur, døde som følge af for rigelig druk og indtagelse af andre stoffer i 1964, også 50 år gammel.

Begge var kommet ind i filmens verden på grund af deres gode udseende. Alan Ladd var aldrig nogen stor skuespiller, men havde stor selvtillid og arbejdsvilje, mens det gik ham godt. Veronika Lake, var iflg. en af sine instruktører, René Clair, meget talentfuld, men troede aldrig selv på det.

Fotos af 17-18 årige Constance Kean, før hun blev til Veronika Lane.