DALÍ - genial - og asocial som en loppe!

'Jeg hader enkelhed i alle dens former!'

 

Salvador Dalí (1904-1989)

  (Salvador Filipe Jacinto Dalí y Domenech)  f. i Figueres i Catalonien.

Gala og Salvador Dalí, ca. 1930

Familien var progressiv politisk orienteret, og det var Dalí også fra start. Allerede som 14 årig var han med i en gruppeudstilling af lokale kunstnere i fødebyen, men i modsætning til landsmanden Picasso var han ikke et 'grydeklart' vidunderbarn med en helt egen moden, personlig stil. Han var i stedet stærkt præget af 1900-tallets genremaleri og vidste stadig ikke, i hvilken retning han skulle. 

 

I 1921 kom han på kunstakademiet i Madrid og blev venner med digteren Federico Garcia Lorca og den senere filminstruktør Luis Buñuel, som Salvador Dalí malede han i 1923. (Billedet herunder.)

 

Han var hurtig i opposition mod den traditionsbundne undervisning, men var selv i sin malermåde stadig præget af Velazquez, Zurbaran og Vermeer og af 1800-tallets såkaldte akademiske maleri. Senere kørte han alle stilarter igennem fra pointillisme, fauvisme, kubisme og purisme. Han blev stærkt optaget af italienernes futurisme og af Carrá og senere af Chiricos metafysiske billeder. Og netop Chiricos malemåde, begrebsverden og dybdeperspektiv kom til at øve stor indflydelse på de billeder, han præsenterede på sine første separatudstillinger i Barcelona 1925 og 26. Han var bortvist et år fra akademiet pga. politisk virksomhed mod regeringen, men i 1926 blev han smidt ud fra akademiet pga. sin provokerende og arrogante opførsel.

 

'Begærets gåde' c. 1930

   

Han rejste så til Paris og besøgte bl.a. Picasso. Fra 1926-29 blev Dalí i stor grad inspireret af de surrealistiske teorier og billedkunst. En idé om dette kan man få blot ved et par af hans billedtitler 'Honning er sødere end blod' og 'Apparat og hånd' (Billede herunder.) I disse værker ses tydeligt indflydelse fra både Miró og Tanguy og også, at Dali har kendt til André Massons arbejde.

I samme periode og bl.a. inspireret af Tanguys interesse for 'Art Nouveau' arkitektur forkaster Dalí den abstrakte kunst og den ny arkitektur: Corbusier, Mies van der Rohe, Gropius m.fl. til fordel for den bløde, bølgende stil ikke mindst i Antonio Gaudis byggeri. Hverken Picasso, Matisse eller andre førende kunstnere i den ældre generation var interesseret i arkitektur. Dalí går som sædvanlig helt til kanten: 'Jeg hader enkelhed i alle dens former!'

'Det antropomorfe kabinet', 1936

 

 

I mange af hans billeder fra 1930-34 sporer man tydeligt inspirationen fra 'Art Nouveau' og ornamentikken. Han laver i denne periode endda nogle skulpturer i stilen bl.a. 'Hysterisk og aerodynamisk kvindelig model' (1934). (Foto tv.)

Allerede i 1913 skrev Dalis stadig største inspirationskilde Chirico: 'Det jeg hører er intet værd. Det er kun, hvad jeg ser med åbne øjne og endnu mere med lukkede øjne'. Men det Chirico så, når han lukkede øjnene, var smukke, måske lidt truende, tomme italienske torve, men altid rene, ædle og beherskede. Hvad Dali drømte om, var derimod alt det 'forbudte og beskidte' og alverdens psykiske og paranoide syner. Dem dyrkede han med stor penselfærdighed med den ene hånd og med Freuds idéer om drømmetydning i den anden.

 

I 1928 var der en skandaleombrust premiere på filmen 'Den andalusiske hund', som han skabte sammen med Luis Buñuel. Den hviler meget på Dalis egne tre grundbilleder af livet: BLOD, AFFØRING OG FORRÅDNELSE.

Buñuel har om dette - i begyndelsen meget frugtbare samarbejde - sagt, at han havde drømt om en kniv, der skar igennem et øje, og Dalí om hånden med de myldrende myrer, og ud af dét skabte de på en uge manuskript til 'Den andalusiske hund'. Buñuels kone husker, at de virkede konstant 'høje', selv om de ikke drak urimelig meget. Men allerede i samarbejdet om filmen 'Guldalderen' var den euforiske stemning forsvundet. De to spanieres forskellige holdning til andre af tilværelsens store spørgsmål (bl.a. politik og sociale holdninger) blev mere og mere tydelig, og det endte med et eklatant brud.

 

Surrealisten Dalí

I 1928 blev Dalí klart accepteret i surrealisterne kreds. Ikke mindst fordi mange af de første tilhængere  var 'brudt ud', så der nu var plads til og brug for nye markante profiler. Dalí blev medlem af den gruppe surrealister, som var samlet om André Breton og bidrog også til gruppens tidsskrifter. 

 

 

Hans første særudstilling i Paris i 1929 med bl.a 'Den store onanist' (Billedet herover) og 'Begærets (ordet Dalí betyder i øvrigt begær) gåde', 'Le Jeu Legubre' ('Den bedrøvelige leg'), er alle stærkt inspirerede af Freuds psykoanalyse og drømmetydning og teorier om seksuelle fortrængninger. Dalis overtydelige brug af ekskrementer i bl.a.'Den bedrøvelige leg' fik selv André Breton til at tage afstand fra ham: 'Hér går grænsen selv for drømmeinspirerede surrealister!', hvortil Dalí replicerede, at man ikke kunne censurere drømme!

Der opstod stadig større uoverensstemmelser mellem de 'rettroende' surrealister og Dalí pga. dennes stigende fascistiske sympatier og f.eks. hans respektløse portrætter af Lenin. Selv om Dalí selv sagde, at forskellen på dem og ham var, at han var surrealist, bemærkede kunsthistorikeren Patrick Waldberg syrligt, at 'vel har surrealisterne villet give drømmen og det ubevidste en fremtrædende plads, men den har aldrig prædiket permanent uansvarlighed og moralsk slaphed!'

Surrealisternes og Dalís veje skiltes i 1938. Hans mål var ikke længere at kortlægge det irrationelle, men ved hjælp af det irrationelle at erobre guld og berømmelse. 

 

Franco-tilhænger

Under den spanske borgerkrig skulle den tidligere så politiske ekstreme Dali ikke have noget klinket, men tog til Italien og senere til Bordeaux, men vendte tilbage til Spanien, da Frankrig kom i krig. Accepterede helt fascismen og afskar dermed alle tidligere kontakter til sin ungdoms venner: Picasso, Buñuel og André Breton. Boede senere i en årrække i USA (1940-55) og blev de riges pauseklovn og flittig linse-lus i sladderbladene, men vendte tilbage til Spanien og støttede Franco. Senere tog han det sidste afgørende skridt og blev atter rettroende katolik og begyndte også at male kirkemalerier.

 

I sin selvbiografi 'The Secret Life of Salvador Dali' (kom i amerikansk udgave i 1944) skriver Dali om glæde ved:

 * det forbudte

 

* Sparke sin søster i hovedet, smide en lille dreng ud fra en bro

 * Psykisk og fysisk pine de piger, han kender, drive dem til nervøst sammenbrud og kassere dem   

* at være genstand for andres opmærksomhed. f.eks. at foretage vanvittige og smertefulde fald

*  at afspore et tog, og det kick man får ved at opleve lidelse 

* Angsten for græshopper (Dali var livet igennem panisk angst for store græshopper)

* Betagelsen af lig - nekrofili

 

*  seksuelle perversiteter

Udsagnene skal nok tages med et gran salt, men det er emner, han vil have vi skal tage for gode varer.

Forfatteren George Orwell anmeldte bogen, men artiklen blev ikke optaget i hans blad p.g.a. det pornografiske indhold. Selv om Orwell til fulde havde nået det brækpunkt, Dalí så gerne vil opnå hos publikum, så mente han dog, at Dalí var en overordentlig begavet kunstner: 'Han er ekshibitionist og karrierejæger, men nogen fidusmaler er han ikke. Han har 50 gange mere talent end de fleste af dem, der fordømmer hans moral og spotter hans billeder. Omvendt mente Orwell også, at Dalí 'er asocial som en loppe'(!).

Picasso sagde om Dali: 'Han minder mig om en udenbords motor, der er i gang hele tiden'.

 

'Rafaels hoved' inspireret af atomsprængning 1951

Flittige Dali

Dalí skabte i 'Spellbound' af Hitchcock (XXX) i Gregory Peck's mareridtssekvens, men arbejdede også for Disney studierne med utallige tegnefilm. Spændte videre end medlemmerne af Picassos generation, og lige så langt som 1890´ernes symbolister og 'Art Nouveau' kunstnere, der kunne og ville det hele. Som de, har Dali designet møbler, slips, tapeter, smykker, parfumeflakoner og arbejdet sammen med Chanel og Shiaparelli som modeskaber, skabte vægmalerier, skulpturer, mobiler, kunsthåndværk, teaterdekorationer og kirkemalerier.

Selv om det påstås, at Dali lavede sine væsentligste arbejder, inden han blev 35, kan det ikke nægtes, at der selv i hans svageste ting er utroligt fascinerende træk og næsten også altid en stor håndværksmæssig dygtighed, som overgår de fleste samtidiges. Han forsøgte sig også med mange andre teknikker - i de senere år både i papirarbejder og maleri. Selv Op Art kunsten kastede han sig ud i.

 

Sofaen er en af Dalís mest kendte creationer, skabt til filmstjernen Mae West 

Der findes Dalí museer og samlinger flere steder verden, men de to førende er museet i Dalís fødeby Figueres i Nordspanien, der også fungerer som teater. Det åbnede i 1974. (Billedet herunder.)

 

Det andet store Dalí Museum ligger i St. Petersburg i Florida. Det åbnede i 1982, men fik en ny spektakulær bygning, tegnet af Yann Weymouth i 2011. (Billedet herunder.)