Marianne Faithfull – sangeren med de ni liv

 

Johnny Cash og Leonard Cohens kvindelige modstykke

Alle fra Beatles og Rolling Stones’ generation kender Marianne Faithfull. Yngre årgange vil måske kun kende hende fra rollen som Pinks mor i Roger Waters opførelse af ’The Wall’(1990).

Men Marianne Faithfull (f. 29.12 1946) er som katten med de ni liv: Hun har være dømt ude og færdig både fysisk og kunstnerisk så mange gange, men har gjort det ene mirakuløse comeback efter det andet gennem de sidste 55 år.

Hun blev som 16-årig lille, spinkel uskyldighed opdaget af Rolling Stones manager, Andrew Oldham, og fik sit gennembrud med Mick Jaggers og Keith Richards første sang: ’As Tears Goes By’ og ’This Little Bird’. Hun blev kæreste med Mick Jagger, og de blev et af Londons mest omtalte par. Ikke kun pga. af deres musikalske virke og udseende, men også pga. deres flamboyante livsstil, brug af stoffer og deltagelse i vilde orgier med tidens hotteste navne. 

Powerparret Faithfull og Jagger ca. 1967

 Da parret skiltes  i   i 1970, flyttede Marianne sammen med veninden Anita Pallenberg, der først havde været kæreste med Brian Jones, men nu dannede par Keith Richards. Dette par var i den grad kendt for at feste igennem, og det bragte på ingen måde Marianne Faithfull ud af det heroinmisbrug, hun nu sank dybere og dybere ned i. Hun endte faktisk med at leve på gaden og var i ynkelig forfatning i flere år, før venner ved fælles hjælp fik hende indlagt og afgiftet. 

Anita Pallenberg og Keith Richards

Marianne Faithfull var ellers født med sølvske i mund som datter af militærofficer og college professor Robert Faithfull og moderen, baronesse Eva Erissa fra Wien, Østrig. Moderen havde i sin ungdom både danset ballet og arbejdet sammen med Bertolt Brecht og Kurt Weill.

Ofelia i Tony Richardsons 'Hamlet' 1969

Da forældrene blev skilt, kom Marianne i St. Joseph Convert Scool og fik undervisning på Progress Theatre. Det var meningen hun skulle have læst filosofi, litteratur- og kunsthistorie på universitet, men det blev aldrig til noget. Omkring 1964 sang hun folkemusik på små klubber. Hun blev gravid med musikeren John Dunbar og blev gift i 1965, men skilt året efter. Så  flyttede hun sammen med sønnen Nicholas ind hos Mick Jagger. Hun mistede dog forældreretten et par år senere efter flere narkodomme.

 

 

Herefter fulgte en tid med pladeindspilninger, film- og teaterroller, når hun altså ikke var i diverse rehabiliterings-programmer. Gradvis blev der mere stille omkring hende, men ligesom man troede, hun helt fra forsvundet fra scenen, kom i 1979 hendes både comeback og samtidig et gennembrud til et nyt publikum, med pladen ’Broken English’. Hendes stemme var forandret, mørkere og mere rusten, men samtidig stadig sitrende følsom og personlig.

Gradvis kom Marianne Faithfull tilbage både på scenen og med ca. 5 års mellemrum kom andre gode albums bl.a.: ’Strange Weather’ (87) ’Blazing Away’ (90). ’A Secret life’ (95) var i samarbejde med Angelo Badalementi kendt bl.a. fra ’Twin Peaks’-serien. Året efter gav hun teaterkoncerter med sange fra Brechts & Weills ’Threepenny Opera’ samt andre sange fra Weimar Republik tiden. Hun indspillede også ’The Seven Deadly Sins’ i 98. 1999 kom ’Vagabond Ways’, hvor hendes sange og stemme gik op i en højere enhed, gennemsyret af livsindsigt, men også ny appetit på livet.

Efter årtusindskiftet var der kommet så meget ro på Marianne Faithfulls liv, at hun begyndte at medvirke i flere teaterforestillinger bl.a. ’Intimacy’ (2001) og ’Marie Antoinette’ (2006), hvor hun fik stor succes og flere priser.

Albummet ’Kissing Time’ (2002) førte hende lidt tilbage til rock og samarbejde med nyere musikere som Beck, Billy Corgan, Pulp og Blur. Det blev en stor succes, som blev efterfulgt af ’Before the Poison’, hvor hun arbejdede samme med P J Harvey, Damon Albarn og Nick Cave. 2002 stod hun på scenen i en Faustisk musical ’The Black Rider’ skrevet af vennerne Tom Waits og William Burroughs.

I 2005 blev hun ramt af kræft og bivirkninger af behandlinger indtil 2007, hvor hun udsendte sin 2. selvbiografi ’Memories, Dreams and Reflections’. (Den 1. udkom i 1994 og hed ’Faithfull’). Med den tog hun herefter på tourné med en blanding af oplæsning fra bogen og sange akkompagneret af en enkelt eller få musikere. Hun var bl.a. i Amager Bio i april 2007.

 

Med ’Easy Come, Easy Go’ året efter var det for en gangs skyld ikke hendes egne sange og eget liv hun tog fat i, men coverversioner af højst forskellige kunstnere, og det blev en af hendes største kommercielle succeser.

Optrædender med ’The Seven Deadsins’ og Shakespeares Sonetter bragte hende rundt på flere europæiske scener de følgende år.

2014 fejrede Faithfull sin 50 årige musikalske karriere med albummet ’Give my Love to London’, hvor hun atter fik samlet verdensnavne som Roger Waters, Nick Cave, Anna Calvi, Steve Earle og Tom McRae. Og hun tog 2016 på tourné med Rob Ellis, Jonny Bridgewood, Ed Harcourt og Rob Mcvey, hvilket resulterede i live-optagelserne ’No Exit’.

2018 kom den måske mest hudløse og ærlige af hendes erindringssange på ’Negative Capability’, som beskrev hvordan det var i årevis at undvære sit barn, om ensomhed som gammel i en fremmed by, (Paris, hvor hun boede flere år) om svig, stoffer og om kærlighed – trods alt. Denne gang var anmelderne enige om at kalde albummet et mesterværk og musikken ved Warren Ellis, Bob Ellis, Nick Cave, Ed Harcourt og Marc Lanegan fremragende. Pladen blev sammenlignet med de senere værker af Johnny Cash og Leonard Cohen. Marianne Faithfull bemærkede i efterfølgende interviews tørt: ’For en gang skyld har kritikerne fattet, hvad det var jeg ville!’

Et fald for nogle år siden medførte et hoftebrud Den efterfølgende operation gik galt, og hun fik en infektion på hospitalet. Det har betydet nedsat førlighed, og at hun må gå med stok.

Marianne Faithfull og Warren Ellis i april 2021.

 

 

I april 2020 fik Marianne Faithfull Covid 19. Ingen regnede med, at hun med sit svækkede helbred og rygerlunger, ville overleve. Men det gjorde hun igen, igen. Og ikke nok med det, nu, et år efter hendes udskrivning fra hospitalet, har hun udsendt et nyt album med Warren Ellis og Nick Cave. Sangstemme er der ikke meget tilbage af, men hun reciterer digte af bl.a. Byron, Keats, Shelley og Tennyson med ynde, varme, intensitet og ædel rust. Et projekt, hun i årevis havde drømt om, så hendes sparsomme kræfter blev udnyttet optimalt, for, som hun sagde: 'Det kan meget vel blive min sidste plade!'

’She Walks in the Beauty’ udsendtes i april 2021 verden over og har over alt fået begejstrede anmeldelser. Katten med de ni liv kan stadig ridse i lakken. <3