UD & SE med DSB for 378 kr. i uge 29

Helsingør - Århus – Skagen – Middelfart

Kystbanen fra Helsingør kom 10 min. forsinket til Kbh. , så vi nåede ikke lyntoget til Århus 12,55. Et tog til Aalborg kørte 10 min. senere - også lidt forsinket. Det lykkedes os i en stillekupé at finde 4 ledige bordpladser (vores pladsbilletter gjaldt jo ikke længere), som vi havde for os selv indtil Fredericia, så måtte vi give plads for to mutte mobilteenagere, der ikke gjorde noget væsen af sig. 

Marselisborg Marina

 


I Aarhus tog vi taxa til BB Havnehotellet i Marselisborg Marina: Tjekkede ind med koden, der heldigvis virkede. Vi boede i stueetagen, og det var fint, for her er kaffeautomat og morgenmadsrestaurant, men næste gang vil vi gerne en etage op og få lidt mere overblik. Men fint at sidde og kigge ud på promenaden.


Solen skinnede, så vi skyndte os ud i det gode vejr og gik en tur langs kajen. På vej tilbage faldt vi ind på Surf Cafés terrasse, hvor mange sad og fik panini eller fancy drinks i syltetøjsglas. Jeg fik to glas af den skønneste rosé, jeg nogensinde har smagt (UBY fra Cote de Gascogne), gemalen fik ½ lt. danskvand med citron. Om aftenen spiste vi hhv. rålam og dagens fisk i NorR, og det var glimrende. Dejlig terrasse. (Se foto nedenfor).

 

 

 

AROS - larm og mados

Næste dag var målet kunstmuseet AROS, hvor ingen af os har været før. Overraskende mange mennesker i alle aldre; køer både ved indgang og cafeteria, hvor der lugtede meget af mad. Det gjorde der gennem alle ti etager.

5. etage var helliget særudstillingen 'Mellem Verdener' med Elisabeth Jerichau-Baumann (1819-81). Det var en stor (næsten for stor) udstilling af den yderst interessante tysk-fødte maler, der gennemgik store forandringer som kunstner samtidig med, at hun fik otte børn med en genial og selvoptaget maler og direktør for Det Danske Kunstakademi, J.A. Jerichau. Hun var desuden i lange perioder bosat i England, Egypten og Tyrkiet, hvor hun malede eksotiske og erotiske kvindeportrætter. Og portrætter til div. kongehuse i Europa. I øvrigt holder jeg ikke ret meget af den lilla baggrundsfarve, der er brugt i store dele af udstillingen.

 

Ægyptisk Fellah kvinde med barn, 1872

Den gamle oprindelige samling fra Århus Kunstmuseum, fik vi også set. Overskriften til den kunne være bemærkningen, en mor sagde til sin lille datter på vej ind: ’Her er lidt af hvert’. Danske guldmalerier hænger nærmest side om side med surrealister og klodsede kvindeportrætter af Rouault og ætsende raderinger af Goya.

Der var meget fugtig-varmt denne dag – og dette sammen med mange temmelig støjende og viltre børn samt madosen - gav mig lyst til at springe flere etager over. Også toppen, der ellers fejrer 10 års jubilæum i år. Men her slog gemalen klodserne i og insisterede på, at dér skulle vi op. Men da vi nåede top-10, var det mig, der måtte tvinge ham til at gå bare et par hundrede meter. Han lider nemlig af høj skræk, og havde ’overset’, at man ikke blot kan kigge UD, men også NED.

Lang kø foran den i øvrigt appetitligt udseende restaurant på toppen, men vi skulle bare ned og ud. Frokosten fik vi på den lille delikate Café K på M.P. Bruuns Gade 45, der både har en meget favorabel tapas brunch og et fint frokostkort.

Kode-knas

Aftensmaden indtog vi indendørs i ’Restaurant Maritime’ ved marinaen. Vi valgte 2 fiskeretter til 299 kr. og en vinmenu til 100 kr. p.p. og fik flot valuta for pengene med to gode glas fra Alsace. (Foto t.h.)
Da vi skulle kode ind tilbage på hotellet, virkede den til hovedindgangen, men ikke til værelset. Efter lidt omstændelig telefonkontakt til hovedkontoret, og adskillige nye koder, fik vi adgang til en ’rigtig’ nøgle, så vi kunne komme i seng. Det er også eneste anke vi har i forhold til BB-Havnehotellet. Et godt koncept og en  udmærket morgenmad til kun 40 kr. p.p. og i øvrigt fri kaffe og te (i porcelænskrus) hele døgnet. Det blev 1.520 kr. for to overnatninger + morgenmad.

Vi tog afsked med Aarhus på Aarhus Stiftidendes café ’Stiften’, hvor vi fik en smuk og velsmagende ’Grøn solnedgang’ til 45 kr. med  bl.a. Kiwi, mynte og agurk.


Tog mod Ålborg. Uden forsinkelser. Derpå uden pladsbillet med blå lokalbane fra Frederikshavn, der har et fint cirkeltoilet. Fik på ’Foldens Hotel’ i Skagen og anvist værelse i et af hotellets annekser. Vores var på 1. sal og for enden af en svalegang, hvor der ud for hvert værelse stod en hvid Drachmann-stol og hvor vi havde udsigt til hotellets terrasse, p-plads og den underholdende trafikerede Sct. Laurentii Vej.

Værelset var enkelt og pænt med lysegule vægge og rå, uens mørke brædder i hovedgærde og borde. Tre brune læderstole og i entréen en kombineret pc-arbejdsplads, et lille køleskab samt garderobe.

Vi tog en halvstor byrundtur ned til stranden med ’Vippefyret’ og kom på tilbagevejen forbi ’Brøndums Hotel’, hvor alle pladser i den hyggelige gårdhave var optaget el. reserveret. Hilste på d’herrer Michael Ancher og P.S. Krøyer foran Skagen Kunstmuseum, og spiste herefter sen frokost på terrassen på vores eget hotel. Så gik jeg i gang med at pakke ud, og gemalen gik ud for at købe dansk vand og rosé vin samt lidt frugt. Da jeg senere ville lægge de indkøbte flasker på plads i det lille køleskab, trimlede roséen ned på min højre fod. Og det blev så det mest ’oprivende’, jeg oplevede på mit Skagensophold.

De næste dage  i strålende sol blev tilbragt på Svalegangen, hvor der var sol helt til kl. 14. Gemalen hentede kodymagnyler og købte to vinkølere, jeg på skift kunne komme i fryseren og på foden. Og imens jeg forlystede mig med bøger, kryds & tværs og de skønneste mørkerøde jordbær fra Frejlev, oplevede gemalen til fods, med bus og med ’Sandormen’ alle Skagens seværdigheder. Og det var derfor, vi var kommet, for mens jeg har været i Skagen tre gange før – dog aldrig om sommeren – så har han aldrig været i byen.

AT det lige var i uge 29, havde han ikke været opmærksom på, da han for nogle måneder siden reserverede hotelværelse efter at have købt to DSB billigbilletter med fri rejse over alt til 378 kr. p.p. Hotelværelset kostede til gengæld næsten 6.000 kr. for fire overnatninger (inkl. morgenmad). Faktisk mærkede vi meget lidt til de larmende og drukne uge-gæster, for de fleste boede i udlejningshusene ved stranden og generede mest hinanden. Til gengæld fik vi heller ikke besøgt berømte 'Visevershus', der har eksisteret i 50 år. Men fredag aften var vi på værelset med 'på en lytter' og det var hyggeligt.
Jeg har til gengæld aldrig set så mange forskellige Porsche-, Audi- og Alfa Romeo-modeller, som i de dage, jeg sad 'til pynt' på svalegangen.

Vores sidste stop var hos veninden i Middelfart, hvor vi fik en overnatning og hyggelige måltider, før vi næste dag tog afsked med en glimrende frokost på ’Guldkronen’ (foto t.h.) med udsigt til Lillebæltsbroen. Det var vores stamsted, da vi boede i B&B fire dage i byen for et par år siden.

Hjemturen til Helsingør foregik uden forsinkelser, men på grund af skinnearbejde, skulle vi med togbus mellem Korsør og Ringsted, og det var sk…besværligt med mig og krykke, og gemalen, der skulle klare al bagagen selv. Dog fik vi sød hjælp af et par ungersvende undervejs.

Mandag kl. 19,30  sad jeg foran TV’et hjemme i Helsingør med foden oppe, og havde sat 1. gang vask på. Der var ikke så meget, som der plejer, for alle mine fine selskabsbluser, var jo nystrøgne og ubrugte, og kunne ryge lige ind på hylderne til næste gang, vi skal luftes. Og det skal vi snart. Men næste gang tager vi de nye vinkølere med. Bare for en sikkerheds skyld.


 

 

Kommentarer

  1. Ja det var en speciel skøn tur og jeg gør det gerne igen. dog må Alice jo næste gang kunne bevæge sig lidt mere de sidste firew dage af syv.

    SvarSlet
  2. Merkur Slots Machines - SEGATIC PLAY - Singapore
    Merkur https://deccasino.com/review/merit-casino/ Slot Machines. 5 star rating. gri-go.com The Merkur Casino game septcasino.com was the https://septcasino.com/review/merit-casino/ first to https://sol.edu.kg/ feature video slots in the entire casino,

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

BETTY NANSEN - Diva i Danmark, men ikke på film

Spartacus - med det faste blik, kløften i hagen og de brede skuldre - er død